Den 12. december 2020 sad jeg i min stue og tog en pause fra dagens travlhed, og Gud sagde til mig: "Kathleen, du skal tage til Brasilien", og du skal være der den 21/12, ikke ankomme den 21/12, men vågne op i Abadiânia den 21/12.
Jeg sagde nej, Gud, jeg tager aldrig tilbage dertil. Det tog mig al den tid at komme videre med mit liv, og nu vil du have mig til at tage tilbage. Jeg spurgte hvorfor... intet svar.
Et par minutter senere dukkede tre ånder op: Dr. Cruz, Dr. Augusto og Jose Penteado. De var klare, men gennemsigtige, og sagde: "Det er tid til at tage hjem." I tre dage græd jeg, fuld af frygt, fuld af usikkerhed, og spekulerede på, hvordan jeg skulle fortælle min datter og mine børnebørn, at jeg ikke ville være hjemme til jul.
Jeg ville vide, hvorfor jeg blev bedt om at tage tilbage til et sted, der sårede mig så dybt. Til sidst ringede jeg til min datter og fortalte hende, hvad der var sket, og hun støttede mig og sagde, at på dette tidspunkt kunne man ikke bare ignorere, hvad Gud sagde, og lade være med at tage af sted.
Så jeg gik i gang med at besvare Guds kald, bestilte mit fly fra Californien til Brasilia og ankom til Brasilia om morgenen den 20. december. Jeg tog direkte til Fredstemplet og gik gennem labyrinten, bad og stod under krystallen i midten og overgav mig fuldt ud til processen.
Da jeg kom til det sted, vi kalder boblen, når man drejer for at gå ned ad gaden, var følelsen alt for velkendt. Men det var koldt og øde. Alle butikker og hoteller var lukkede. Der var ingen mennesker på gaden. Nogle få Casa-hunde. En trist følelse. Jeg kunne stadig mærke en dyb følelse af fred. Jeg var udmattet og tog til San Raphael, tjekkede ind og lagde mig til at sove. Der var kun tre andre kvinder på hotellet ud over mig.
Da jeg begyndte at vænne mig til at være i Abadiânia, begyndte jeg at høre guddommelige ord og dybe budskaber om landet og formålet med stedet. Jeg var i en tilstand af overgivelse og accept. Der var stadig noget modstand, men den blev hurtigt fjernet.
Min første dag med strøm var onsdag morgen. Jeg sad i Entity-strømmen. Der var måske 30-45 mennesker i alt i strømmen. Det var følelsesladet at gå ind i lokalet og se et par kendte ansigter. Man havde stadig valget mellem at få intervention eller velsignelse. Der var ikke mange i nogen af køerne. Jeg sad og lyttede til musikken og kiggede på de elskede krystaller, Den Sorte Madonna og Sankt Ignatius. Strømmen var ren, en time. Energien var let og ekstraordinært stærk. Den dybe følelse af beskyttelse, fred og kærlighed var fremtrædende.
Da vi stod ved udsigtspunktet, talte Gud disse ord: "Dette land tilhører mig. Det har altid tilhørt mig. Dette land er helligt og helligt, og det har brug for, at folk kommer tilbage, ligesom det har brug for portaler til at gå herfra og sprede lyset. Intet menneske kan fjerne det hellige ved dette sted, og jeg kalder mine børn hjem. Kun de trofaste vil vende tilbage." Han talte til mig om, at jeg aldrig må sætte min lid til noget menneske, men at arbejdet skal udføres af den enkelte indefra og ud.
Jeg ved, at Gud kender mit hjertes hemmeligheder og forstår min ånds intentioner. Mit hjertes hemmeligheder er råmaterialet til min ægte ånd. Det, der skete i Abadiânia, var en storm i mit liv, som bragte de problemer, der plager mig, op til overfladen. Stormen gjorde det svært at klatre, men jeg fik styrke for hvert skridt. Det vigtigste var, at jeg er ansvarlig for mit eget velbefindende, min egen lykke, mit eget forhold til Gud og Lysets Enheder.
De valg og beslutninger, vi træffer vedrørende vores eget liv, har direkte indflydelse på kvaliteten af vores dage. I Bibelens kapitel Esajas står der, at "folk, der har vandret i mørke, skal se et stort lys. De, der har vandret i dødsskyggens dal, over dem har et stort lys skinnet."
Ingen kender rigtig de veje, vi går, konsekvenserne af at miste vores åndelige hjem, men jeg ved, at det kun er de mennesker, hvis øjne er blevet vasket rene med tårer, der får det brede udsyn, der gør dem til små søstre og brødre for hele verden. VI er disse små søstre og brødre. Stormene i vores liv gavner mange mennesker, ligesom de storme, der rammer vores byer og vores hjem og skyller luften, vi indånder, ren.
Kærligheden i mit hjerte til Abadiânia blev genoprettet, og jeg fandt lys, fred, kærlighed og tilfredshed der. Rejsen dertil var let og ubesværet. Sikkerheden i Casa for social distancering og protokol var upåklagelig. Jeg tilbragte jul og nytår der.
Ignatius kalder sine børn hjem én efter én. Der er en frihed nu, som jeg aldrig har følt før. Ingen begrænsninger på, hvem du er, eller hvad du kan eller ikke kan gøre. Vandfaldet var såååå smukt. Blå sommerfugle og høj energi. En fred, der overgår menneskelig forståelse. Sammen kan vi forene os og komme hjem og bringe livet tilbage.
Tusindvis af mennesker har mistet deres åndelige hjem og er nu forældreløse i den trætte verden. Vores hjem, fandt jeg, er der stadig, det er blevet renset og bliver stadig renset, men nu skal det blive alt det, som Gud og Lysets Enheder havde til hensigt, at det skulle være.
Jeg var et barn, der stak af hjemmefra, og det, jeg fik tilbage, var den trygge følelse, følelsen af at være dybt elsket, men mest af alt den fred, der beroliger alt, og som man altid finder derhjemme. Der var et stykke af mig, der blev genoprettet. Jeg er ikke længere forældreløs i denne trætte verden og føler mig forrådt og frataget mit åndelige hjem. Gud forsikrede mig om, at ingen person har magt til at fjerne landets hellighed på trods af ejerskab i form af titel eller skøde. Det var tydeligt, at Abadiânia kun tilhører Gud.
Jeg filmede en masse, mens jeg var der, og vil mødes med redaktøren i næste uge for at sammensætte de uvurderlige perler fra det hellige land Abadiânia. #ForGudsKærlighed DrKathleen L. Dixon